Counter Strike - Global Offensive Regler vers. 1.0

Seneste rettelser i regelsættet:

7/1 - 2018

1.0 Fortolkning, forståelse og rettelser af regelsættet

  • 1.1 eSportligaen har altid ret til at ændre i regelsættet uden varsel. Rettelser sker ikke med tilbagevirkende kraft.

  • 1.2 eSportligaen har altid sidste ord i tilfælde af tvister som ikke er beskrevet i regelsættet.

  • 1.3. Det påhviler holdet/spilleren selv at have læst og forstået regelsættet udstukket af eSportligaen.

2.0 Generel information om turneringen

2.1 Turneringsformat - Sæson 1 - Grundspil

  • 2.2.1 Sæson 1 afvikles i uge 2-16 - 2018

  • 2.2.2 Sæson 1 består af et grundspil med 3 grupperunder der afvikles over flg. uger.

    • Grundrunde 1: Uge 2,3,4 og 5

    • Grundrunde 2: Uge 6,9,10 og 11

    • Grundrunde 3: Uge 12,14,15,16

      Note: Der spilles ikke i ugerne 7 og 8 grundet skolerne vinterferie og uge 13 pga. Påsken.

  • 2.2.3 Hvert grupperunde afvikles som gruppespil

  • 2.2.4 Hvert kamp i grupperunderne afvikles som BO3 (Bedst ud af 3 kampe).

  • 2.2.5 Grupperunderne er opdelt i divisioner. De bedste hold spiller i Division 1, de næstbedste i Division 2 osv.

  • 2.2.6 Hver division består minimum af én gruppe, men kan, afhængigt af antal tilmeldte hold i ligaen, bestå af flere grupper. Alle grupper i en division er på samme niveau. Dvs. Gruppe A er ikke bedre end gruppe B.

  • 2.2.7 Hver gruppe består af 4 hold. Dog kan grupper i nederste division have op til 7 hold. Uanset antallet af hold i en gruppe, så spiller man kun 3 kampe i en gruppe runde.

2.2 Op- og nedrykning.

  • 2.3.1 Efter hver grupperunde foretages der en op- og nedrykning i mellem divisionerne. Hold i 1. division kan ikke rykke op og hold i nederste division rykker ikke ned.

  • 2.3.2. Gruppens bedste hold rykker op, mens gruppens dårligste hold rykker ned. De resterende hold forbliver i samme division.

3.0 Spiller reglement

3.1. Generelt:

  • 3.1.1 En spiller kan kun deltage i ligaen, såfremt denne besidder en Spillerlicens. En spillerlicens gælder for en sæson.

  • 3.1.2 Det er kun tilladt at deltage på et hold pr. liga

  • 3.1.3 Det er tilladt at spille på et CS:GO hold i både f.eks. DGI ligaen og Ung ligaen.

  • 3.1.4  En spiller er altid påkrævet at benytte det samme brugernavn / Gamernick in-game, som vedkommende er tilmeldt eSportligaen med.

  • 3.1.5 En spiller er altid pålagt at have sit SteamID indtastet på esportligaen.dk - et steamID er eksempelvis Steam_0:0:23071901

  • 3.1.6 Det påhviler spilleren selv at have læst og forstået regelsættet udstukket af eSportligaen. Det gælder også, hvis regler opdateres eller ændres undervejs i turneringen.

  • 3.1.7 Brugen af standin er tilladt, såfremt at brugeren inden kampens start har været tilføjet til holdet på eSportligaen.dk og i øvrigt overholder andre regler

3.2. Særlige krav til de forskellige ligaer

  • 3.2.1 For at spille på et hold for en organisation (forening, skole, virksomhed, uddannelsessted etc.) er det en forudsætning, at alle spillerne er tilknyttet organisationen. Herunder præciseres vilkårene.

  • 3.2.2 Hvis organisationen ikke lever op til nedenstående vilkår kan organisationen sanktioneres jf. punkt 11.3
     

  • Regler for DGI:

    • Organisationen (forening) skal være medlem af DGI

    • Alle spillere på et hold er medlem af organisationen (forening)

    • Der er ingen aldersbegrænsning for spillere
       

  • Regler for eSport Danmark (ESD):

    • Alle spillere på et hold har et tilhørsforhold til organisationen (forening eller privat ejet hold). Det vil for foreninger betyde, at alle spillere på et hold er medlem af foreningen. Det vil for privatejede hold betyde, at man har tilknyttet alle spillere på holdet på kontrakt.

    • Der er ingen aldersbegrænsning for spillere
       

  • Regler for Kollega-ligaen:

    • Alle hold der tilmeldes ligaen skal repræsentere en organisation (virksomhed) med CVR nummer.

    • Alle spillere på et hold skal være enten hel- eller deltidsansat af organisationen og tilknyttet samme arbejdsplads (dvs. kollegaer).

    • Det er tilladt at have et hold bestående af spillere som er timelønnede, sålænge alle spillerne arbejder sammen og fysisk på organisationens adresse.

    • Det er ikke tilladt, at tilmelde hold som organisationen udelukkende sponsorere.

    • Det er ikke tilladt, at tilmelde et hold hvis spillere ikke er fast tilknyttet organisationens adresse.

    • Spillere skal være min. 16 år.
       

    • Regler for Studie ligaen:

      • Alle spillere på et hold er tilknyttet samme organisation (uddannelsessted)

      • Spillere skal være min. 15 år.
         

  • Regler for Ung ligaen:

    • Alle spillere på et hold er tilknyttet samme organisation (ungdomsklub/skole).

    • Spillere skal være mellem 11 og 25 år.
       

  • Regler for Skoleligaen:

    • Alle spillere på et hold er tilknyttet samme organisation (skole).

    • Spillere skal være mellem 11 og 17 år.
       

  • 3.2.3 En organisation (f.eks. en skole eller et firma) kan godt tilmelde flere hold og have flere hold i en division. Dog kan man som udgangspunkt ikke have flere hold i samme gruppe med mindre, at liga partneren for den enkelte liga giver dispensation hertil. Det kan f.eks. være ved for få tilmeldte hold. Det er kun muligt for en spiller at deltage på et hold pr. organisation og aldrig i den samme liga.

  • 3.2.4 Hold fra samme organisation skal navngives så det er tydeligt at skelne herimellem – f.eks. Aab eSport - Bulls, Aab eSport - Unicorns etc.

  • 3.2.5 Spillere under 15 år skal have skriftlig tilladelse fra deres forældre til at spille i ligaen.

3.3 Flytning af spillere

  • 3.3.1 Det er muligt for en spiller at skifte hold eller organisation

  • 3.3.2 Der gives to spilledages karantæne ved skifte fra en organisation til en anden under ligaens afvikling med mindre, at skiftet kan dokumenteres ved flytning af bopælsadresse. I så fald gives der én spilledags karantæne.

  • 3.3.3 Der gives to spilledages karantæne ved skifte fra et hold til andet hold under samme organisation.

4.0 Counter Strike Regler:

4.1  Map pool

  • 4.1.1 Der konkurreres på følgende maps:
     

    • de_inferno

    • de_train

    • de_nuke

    • de_mirage

    • de_cache

    • de_overpass

    • de_cbble

4.2 Veto system
 

  • 4.2.1 Alle runder spilles i BO3 og maps besluttes ud fra følgende VETO forløb:
     

    • Førstnævnte hold fjerner et map.

    • Sidstnævnte hold fjerner et map.

    • Førstnævnte hold vælger kampens første map.

    • Sidstnævnte hold vælger kampens andet map.

    • Førstnævnte hold fjerner et map.

    • Sidstnævnte hold fjerner et map.

    • I tilfælde af 1-1 i maps, afgøres kampen på det sidste map, som ikke blev valg/fravalgt ved veto.
       

  • 4.2..2 VETO forløbet håndteres intern mellem holdene ved at holdkaptajnerne tager kontakt og aftaler.

4.2 Kampafvikling

Runder:

  • 4.2.1 Alle kampe skal spilles 5on5, men det er tilladt at spille kampen med 4 mand. Hvis et hold ikke kan stille minimum 4 spillere taber holdet. Allerede afgjorte maps vil beholde deres oprindelige resultat. Kun det pågældende og eventuelt kommende maps, vil blive påvirket af en taber dom.

  • 4.2.2 En kamp består af to halvlege på 15 runder, hvorefter der skiftes side undervejs. Hver runde er som udgangspunkt 1 minut og 55 sekunder, mens bomben er sat til 40 sekunder.

  • 4.2.3 Hvert map starter med en kniv runde, hvor vinderne vælger hvilken side de starter på.
     

Vinderen af kampen:

  • 4.2.4 Vinderen af mappet er det hold, som først når 16 runder.

  • 4.2.5 Vinderen af kampen er det hold som først vinder 2 maps.
     

Overtid:

  • 4.2.6 Ved uafgjort 15-15, spilles der overtid med MR3 regler og 10.000 i start økonomi.
     

Generelle regler for kampe

  • 4.2.7 Kommunikation ingame skal holdes på et sagligt niveau, og det påhviler holdkaptajnerne at stå for den generelle kommunikation. Dårlig opførsel, trusler og lignende bliver ikke tolereret.
  • 4.2.8 Det er tilladt at pause for tekniske problemer, samt en taktisk pause på maksimalt 3 minutter pr. halvleg. Det er kun tilladt at pause i freezetime.

  • 4.2.9 Tekniske timeouts er kun tilladt i 15 minutter, herefter kan det ene hold kræve at kampen fortsættes.

  • 4.2.10 Mappet skal kun spilles helt om, hvis serveren crasher helt inden for de første 3 runder. Herefter aftales der indbyrdes hvad start økonomi skal sættes til, for at fortsætte kampen på en fair måde.

  • 4.2.11 Streaming af en kamp er altid tilladt, såfremt at der minimum er et delay på 90 sekunder. Streaming sker via GOTV og aldrig via direkte spectator pladser.

  • 4.2.12 Spectators er på intet tidspunkt tilladt.

5.0 Spilletider:

5.1 Kamptidspunkter:

  • 5.1.1 Som udgangspunkt spiller alle hold en kamp pr. uge.

  • 5.1.2. Kampene fastsættes som udgangspunkt til et specifikt tidspunkt hver uge - kampene kan dog godt afvikles på andre tider så længe begge parter kan blive enige herom. Se punkt 5.2.

 

      • DGI-LIGAEN: Lørdag kl. 13.00

      • ESD-LIGAEN: Torsdag kl. 19.00

      • KOLLEGA-LIGAEN: Onsdag kl. 19.00

      • STUDIE-LIGAEN: Onsdag kl. 19.00

      • UNG-LIGAEN: Onsdag kl. 16.00

      • SKOLE-LIGAEN: Onsdag kl. 16.00

5.2 Flytning af kampe

  • 5.2.1 Det er tilladt at flytte alle kampe til et andet tidspunkt. Dog skal alle kampe være afviklet senest søndag midnat i den uge hvor den sidste kamp er programlagt for grupperunden.  Flytninger af kampe skal adviseres til dommerne på cs@esportligaen.dk

  • 5.2.2 Hvis en kamp ikke kan afvikles, da ingen af holdene kan spille på kampdagen eller blive enige om en alternativ dato, så henvises der til punkt 9.1.5.

6.0 Kommunikation

  • 6.1 Hvert hold er som minimum pålagt at vælge en holdkaptajn, som håndterer al kommunikation mellem hold og eSportligaen.

  • 6.2 Hvis I har behov for at kommunikere med modstanderholdet inden kampen, så kan I kontakte dem via deres holdprofil

  • 6.3 KRAV: Man skal mødes på denne DISCORD kanal min. 15 minutter før kampstart.

    Guide:

    • Når man har åbnet Discord, så går man ind i den kanal som tilhører den liga man spiller i. Spiller man f.eks. CS i DGI ligaen, så går man ind i CS-DGI kanalen.

    • Opstart en privat samtale med modstanderen og del IP og PW til serveren.

    • Første gang man besøger discord: For at kunne skrive beskeder inde i Discord, skal du registrerer din profil. Sørg for at bruge et profilnavn som matcher din eSportliga-profil.

    • Info om Discord: Discord er et gratis tekst- og samtaleprogram udviklet til gaming. Det kan bruges i webbrowseren eller downloades til PC. Download her: www.discord.com

7.0 Server

  • 7.0.1 Det påhviler hjemmeholdet at kunne stille med server placeret i DK, NO, SE, DE eller NL. Server skal køre 128 Ticks. Hjemmeholdet er det hold som står først anført.

  • 7.0.2 Kan hjemmeholdet ikke stille en server, så kan man bruge udeholdets server som alternativ.

  • 7.0.3 Har ingen af holdene en server, så har eSportligaen mindre antal servere som kan lånes. Dette foregår efter først til mølle princippet.

  • 7.0.4 Har man brug for en server, så skal man i god tid skrive til cs@esportligaen.dk

  • 7.0.5 Stiller man med egen server, så skal man bruge ESPORTLIGAENS OFFICIELLE SERVER CONFIG

  • 7.0.6 Hvis begge hold er enige før kampstart, så er det tilladt at spille med f.eks. ESL config. Der kan ikke oprettes en konflikt vedr. forkert config, hvis kampen er spillet.

  • 7.0.7 Et hold har ret til at påkræve esportligaens config.

8.0 Konflikter

  • 8.1 Såfremt et hold ønsker at indberette en konflikt eller et “no show”, så skal deres skrives til cs@esportligaen.dk

  • 8.2 Konflikter skal ske inden for 24 timer.

9.0 Indberetning af resultater eller no shows

9.1 Generelt

  • 9.1.1 Det er pålagt at en af holdkaptajnerne eller holdlederen, umiddelbart efter kampen er færdig, at gå ind på deres holdprofil på www.esportligaen.dk og indtaste resultatet via nedenstående metode beskrevet i punkt 9.2

  • 9.1.2. Når et hold har indtastet et resultat, så skal modstanderholdet efterfølgende godkende resultatet.

  • 9.1.3 Hvis et hold har indtastet et resultat og modstanderen inden for 24 timer enten ikke godkender det eller har startet en konflikt, så står resultatet fast.

  • 9.1.4 No shows - et hold: Hvis en modstander ikke møder op som aftalt, så skal man så vidt det er muligt have det bekræftet af en admin. Derefter indberettes resultatet som 2-0.

  • 9.1.5 No shows - begge hold: Hvis begge hold ikke kan spille på den fastsatte kampdag og ikke kan blive enige om en anden dato, så aflyses kampen og ingen af holdene modtager point.
     

9.2 Indberetning af resultater

  • 9.2.1 Indrapportering af kampresultater sker via sitet, hvor holdkaptajnen kan indtaste resultatet.

  • 9.2.2 Gå ind på selve kamp siden og klik på knappen "Adminstrer kamp". Den sidder i toppen til højre.

  • 9.2.3 Det påhviler hvert hold at tage screenshot ved afslutningen på hvert map af scoreboardet og derefter sende det til en nedenstående mails. Screenshots skal beholdes i minimum 14 dage og kunne fremvises ved behov. Snyd med indrapportering af kampe, anses som en alvorlig overtrædelse af reglerne.

9.3 Godkendelse af resultater

  • 9.3.1 Det tabende hold skal godkende resultatet senest inden for 24 timer. Efter 24 timer står resultatet fast.

10.0 Snyd og exploits

  • 10.1. Hver spiller er altid pålagt at optage in-eyes demo af deres kampe. Dette gøres ved at skrive “record xxx” i konsollen.  Demoen skal kunne fremvises for eSportligaen på forlangende.

  • 10.2 Boosting er ikke tilladt, såfremt man exploiter en fejl i mappet. Boosting er aldrig tilladt, hvis det er for at plante bomben uden for rækkevidde. Bomben skal altid kunne nås af CT.

  • 10.3 Map exploits er ikke tilladt. Alle bevidste forsøg på at udnytte en dokumenteret eller ikke-dokumenteret fejl i spillet, vil blive straffet med enten tabt runde eller map.

11.0 Sanktioner

11.1 No shows
Hvis et hold ikke møder op til en kamp som aftalt eller ikke har indledt kommunikation med modstanderholdet inden kampdato, så betragtes det som No Show.
 

  • 11.1.1 Definition: Gul kort = Advarsel

  • 11.1.2 Definition: Rødt kort = Karantæne

Sanktioner for hold:

  • 11.1.3 Hvis et hold ikke møder op til kamp, så modtager holdet sit første “gult kort”.

  • 11.1.4 Hvis et hold modtager 2 gule kort inden for samme grupperunde (2 gule kort fordelt på 3 kampe), så udløser det et rødt kort.

  • 11.1.5 Hvis et hold modtager 3 gule kort fordelt på en hel sæson, så udløser det et rød kort.

  • 11.1.6 Et hold kan undgå et gult kort ved, inden kampstart, ved at meddele modstanderholdet, at de ikke kan spille kampen og dermed acceptere en tabt kamp.

  • 11.1.7 Modtager et hold et rødt kort, så udløser det karantæne til holdet og alle spillerne i den efterfølgende grundrunde. Samtidigt tvangsnedrykkes holdet til nederste division.

  • 11.1.8 Modtager et hold to røde kort på en sæson, så udelukkes holdet og spillerne for resten af sæsonen. Samtidigt tvangsnedrykkes holdet til nederste division.

Sanktioner for spillere:

  • 11.1.9 Modtager et hold et rødt kort, så udløser det karantæne til alle de spillere som er tilknyttet holdet

  • 11.1.10 Modtager et hold to røde kort på en sæson, så udelukkes holdet og alle de spillere som er tilknyttet holdet

11.2 Snyd

Hvis en spiller tages i at snyde, aflægger den pågældende hoved administrator en rapport til eSportligaens disciplinærudvalg. På baggrund af fremlagte rapport tager disciplinærudvalget stilling til om den pågældende spiller skal modtage en straf. 

  • 11.2.1 Definition: Gråt kort = 12 mdrs. karantæne

  • 11.2.2 Definition: Sort kort = Livstidskarantæne

  • 11.2.3 Definition: Rødt kort = Karantæne

Gældende for spillere:

  • 11.2.4 Hvis en spiller tages i at snyde eller bruge en steam konto der har en VAC ban, modtager spilleren et gråt kort og spilleren udelukkes for al liga deltagelse i indeværende, samt efterfølgende sæson.

  • 11.2.5 Hvis en spiller tages i at snyde for anden gang eller forsøger at omgå et gråt kort jf. ovenstående 11.2.4, f.eks ved at spille på en andens konto eller oprette en ny konto, så tildeles spilleren et sort kort. 

Gældende for hold:

  • 11.2.6 Hvis en spiller modtager et gråt kort, tildeles spillerens hold samtidigt et rødt kort jf. reglerne 11.1.7. 

  • 11.2.7 Hvis eSportligaen i en sæson tager 2 spillere i at snyde og de spillere er tilknyttet samme hold, så udelukkes holdet fra den igangværende sæson og den næste sæson.

Gældende for organisationer:

  • 11.2.8 Hvis en organisation i en pågældende sæson har 2 hold, også på tværs af ligaerne, der udelukkes pga. snyd, så udelukkes hele organisationen i resten af den pågældende sæson og den efterfølgende sæson.

  • 11.2.9 Hvis en organisation, på et hvilket som helst tidspunkt, får karantæne døbt et tredje hold pga. snyd, så udelukkes organisationen på livstid.

11.3 Brud på øvrige regler

Hvis en spiller tages i at snyde, aflægger den pågældende hoved administrator en rapport til eSport ligaens disciplinærudvalg. På baggrund af fremlagte rapport tager disciplinærudvalget stilling til om den pågældende spiller skal modtage en straf.