YouSee eSportligaen - LAN & Mesterskaber 2022

6. April 2022

Kristi Himmelfartsferien nærmer sig, og det betyder, at snart går 1.000 gamere, ildsjæle og esportsinteresserede løs til en weekend fyldt med esport, fællesskab, fede aktiviteter og fantastisk underholdning i Vejle!

Årets esportsevent

Arrangementet finder sted i DGI Huset i Vejle d. 26-29. maj, hvor der vil blive afholdt et stort LAN-Party samtidig med mesterskaberne hos YouSee eSportligaen.

Her er der mulighed for, at en masse efterskoler, esportsforeninger, udd. institutioner, virksomheder, ungdomsklubber, old boys og andre gamersjæle fra alle kanter af Danmark – der har kæmpet mod hinanden i vores turneringer – endelig kan mødes til ét stort fællesskabsevent, hvor omdrejningspunktet er gaming, esport og fællesskab!

Arrangementet er åbent for alle, og arrangørerne glæder sig til endelig at kunne stable et hyggeligt event på benene efter to år med COVID-19, hvor alt er foregået online.

Dette er årets esportsevent, hvor alle gamere samt esportsinteresserede kan blive en del af et stort fællesskab!

Der vil være masser af underholdende aktiviteter såsom bl.a.:

– Vilde mesterskabskampe på storskærm med kommentatorer

– LAN-turneringer i CS:GO Wingman, Fortnite og andre spil

– Jabii boksekampe og agility bane

– Stort bevægelsesområde med basket, bordtennis og meget andet

– EVOTAG – Lasertag (udendørs aktivitet)

– Sjove små konkurrencer som fx sten-saks-papir og bottle-flip.

– Alt hvad man vil kunne forestille sig til et LAN-event og mere til!

Derudover mulighed for timevis af gaming, sjove oplevelser og fremragende stemning, der sikrer deltagerne en kanon hyggelig weekend sammen med deres holdkammerater, familie, venner og bekendte!

Kæmp med om pokalen

Ligamesterskaberne bliver afgjort i DGI-, Efterskole-, HK Studie-, HK Kollega-, Old Boys-, Ung-, og Esport-Ligaen, hvor mestrene skal findes i de respektive spil; Counter-Strike: Global Offensive, League of Legends samt Fortnite.

Dernæst skal finalisterne fra Counter-Strike konkurrere indbyrdes i Danmarksmesterskabet for amatører, hvor der blandt andet er hele 75.000 kr. på højkant i Counter-Strike præmiepuljen! Yderligere bliver der også afholdt Danmarksmesterskaber i Tekken 7 og Hearthstone, hvor præmiepuljen består af henholdvis 12.000 kr. og 4.000 kr!

Praktisk information

Hvad koster en billet?

En LAN-billet til arrangementet koster 495 kr. og gælder fra torsdag d. 26/5. til søndag d. 29/5.
Herudover koster overnatning blot 40 kr. pr. nat.

Derudover kan man – som noget nyt – købe en forælder- eller lederbillet, der giver adgang til et lounge-område med gratis kaffe/te, WiFi og badefaciliteter under hele eventet.

Læs mere om eventet her
Her kan man købe billetter og få mere information omkring hele arrangementet – herunder kampprogram, mad, overnatning, crew-tilmelding, huskeliste samt diverse praktiske informationer.

LAN-eventet:
https://lan.esportligaen.dk/

Liga- og Danmarksmesterskaberne:
https://mesterskab.esportligaen.dk/