Streaming i Sæson 5

22. September 2021

Siden Sæson 3 har kampe fra ligaen kunne nydes på Twitch.tv. Både de ugentlige kampe samt vores mesterskaber har vi haft fornøjelsen af at kunne bringe ud på skærmene.

I Sæson 5 vil vi fortsætte med streame, og du kan glæde dig til at få selskab af nogle velkendte bekendtskaber i caster-rollen. Vi har nemlig både Manne og HeXTaG med, som du med garanti kender fra tidligere sæsoner. Vi har derudover også et “nyt” navn på casterlisten, som nogle måske kan huske. Ny fast caster bliver Quintin, som har ageret CS:GO ekspert på vores mesterskaber for Sæson 3 og 4.

Casterne glæder sig

Som caster i esportligaen får man lov at se hvad der rør sig i den del af CS scenen i Danmark, som primært handler om passionen for gaming i alle aldre. Selvom man selvfølgelig altid spiller for at vinde sine kampe, så handler det måske lidt mere om udviklingen og samværet end selve konkurrencen. Det er en af de fede ting ved esportligaen.” lyder det fra Manne, som glæder sig til den kommende sæson:

Jeg ser rigtig meget frem til, at vi nu får stream på DGI-Ligaen om lørdagen igen – det er en af de fede ligaer, hvor man kan få øje på nogle af de helt unge talenter, som måske ikke er opsnappet af de store organisationer endnu. Derudover er niveauet generelt rimeligt højt i de forskellige ligaer – så det bliver spændende at se hvad holdene bringer til bordet i kommende sæson. Og så kan vi jo være heldige at få mesterskaberne på LAN når sæsonen slutter” lyder det fra Manne.

Også hos HeXTaG er der begejstring for den kommende sæson: “Jeg er mildest talt spændt som et lille barn, der har fået 5 kroner til at blande slik nede ved den lokale købmand – OldBoys kan måske følge mig her.” Lyder det fra Hex, som tilføjer: “Selvom der er lang tid til LM og DM, så ser jeg allerede frem til mesterskaberne. Der er super gode kampe hvert år!

Husk at følge kanalen

YouSee eSportligaen har to Twitch kanaler. Langt de fleste kampe og aktiviteter bliver vist på vores Hovedkanal, men i visse tilfælde viser vi også indhold på vores sekundære kanal. Hvis man gerne vil have en notifikation for hvornår kanalerne er live, så følg dem inde på Twitch.

Kampe fra forskellige ligaer

Når dækningen af Sæson 5 rammer Twitch viser vi kampe fra nogle af vores forskellige ligaer. Der er endnu en gang lagt i ovnen til noget ganske særligt, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Du kan se kampe fra følgende ligaer:

Kollega-Ligaen/Studie-Ligaen: Onsdage fra kl 19:00

Esport-Ligaen & Efterskole-Ligaen: Torsdage fra hhv. kl 19:00 og 19:30

DGI-Ligaen: lørdage fra kl 13:00

Old Boys-Ligaen: Søndage fra kl 20:00