10. November 2020

For ikke så længe siden startede Sæson 4 af YouSee eSportligaen. Både nye og gamle hold er trådt ind i ligaen med hver deres drømme og ambitioner.

Et af disse hold er IT-Banden, som har været med i Kollega-Ligaen for i ca. 1½ år. Om deres motivation for at deltage fortæller holdleder Rune Fick Hansen:

“Vi var en lille bande af mænd og en enkelt kvinde, der hver for sig synes det var sjovt at game, og derfor var det naturligt, at lave et hold sammen. Samtidig arbejder vi i brancheforeningen IT-Branchen, så det gav jo meget god logik, at vi så havde online gaming som firmasport sammen i stedet for firmafodbold.” fortæller han, og fortsætter:

”Først og fremmest handler det om det sociale på vores eget hold. At man tager tid ud af kalenderen til at mødes over noget andet end arbejde, får grint og råbt lidt i granatfrustration sammen. Det er jo vildt nede på jorden, og alle de hold vi har mødt, har haft godt humør, så man i fællesskab også får en super god aften. Dertil skal det også ses som et socialt arrangement, hvor man får mulighed for at møde andre virksomheder. Vi har først og fremmest fået en masse hyggelige oplevelser, selvom vi langtfra vinder alle vores kampe. Det har skabt et godt og socialt sammenhold på arbejdet, selvom der er kollegaer, der ikke fatter, at vi gider tale SÅ meget om granatkast og AK47’ere til frokosten. Derudover har vi haft nogle hyggelige timer med folk fra andre virksomheder, hvoraf vi enkelte gange har arrangeret efterfølgende returopgør udenfor ligaen.“

Et helt nyt system for niveauinddeling i CS:GO

Den fjerde sæson af YouSee eSportligaen er på mange måder noget ganske særligt, da der i denne sæson er en masse nye tiltag. Bl.a. har ligaen udviklet sit eget ELO system for CS:GO, som skal være med til at sikre den bedst mulige niveau inddeling.

“Niveau inddeling er noget som både vi og vores deltagere går meget op i. Vores vision er at have en liga, hvor alle oplever lige og fair kampe, hvilken kan være en meget vanskelig opgave. Vi har forsøgt forskellige ting igennem tidligere sæsoner, og det nye system er kulminationen på alle disse års erfaring.” fortæller Niels Thornberg, ligaansvarlig hos YouSee eSportligaen. Han fortæller ydermere hvordan systemet er udviklet til hele tiden at anvende ny data, og dermed forbedre oplevelsen for holdene:

“Vi har arbejdet på det her længe, og er meget spændte på hvordan holdene vil tage imod det. Systemet er helt nyt, og vi får nye data ind for hver kamp som spilles, hvilket vil være med til at forbedre niveau inddelingen igennem sæsonen. Man kan sige, at jo mere der spilles, jo bedre vil det fungere. Det er klart, at der vil være områder som kan forbedres, men vi får meget ny læring som sæsonen skrider frem.”

Gør oplevelsen bedre

Det nye system er allerede taget i brug. De mange hold, som deltager i CS:GO har fået lov til at opleve det, som de første. Systemet udregner et holds niveau med udgangspunkt i de deltagende spilleres præstationer, og ny data kommer ind for hver kamp som spilles. Derfor vil niveau inddelingen blive skarpere fra turnering til turnering.

Og ifølge Rune Fick Hansen fra IT-Banden, så fungerer det nye system:

“Den helt store forskel på sæson 4 og tidligere sæsoner er, at der er kommet en ny niveauinddeling ind. Vi er naturligvis igen landet i absolut laveste niveau Kollegaligaen, men hvor vi tidligere ofte har mødt hold, hvor en eller to af spillerne står for 90% af alle kills, er det nu langt mere lige. Dermed er kampene blevet mere jævnbyrdige – vi har faktisk vundet vores to første kampe nogensinde, hvilket gør det hele 1.000 gange sjovere. Vores oplevelse er, at inddelingen virkelig har gjort en positiv forskel, og at vi nu møder hold, der skyder lige så dårligt som os selv. Det har været nogle fornøjelige kampe, hvor begge hold har kunnet tillade sig at fumle med granater, flashes og ufrivillige fald fra Vertigo, uden at det har gjort det store. Så der har været langt flere grin og smil end tidligere.”

Det nye system er foreløbigt implementeret i CS:GO, men det er planen, at systemet skal tages i bruges i flere af de spil, som YouSee eSportligaen tilbyder. Der arbejdes hele tiden på at forbedre systemet, og dermed oplevelsen for de deltagende hold i ligaen – al feedback og input kan sendes til info@esportligaen.dk