14. October 2021

HK Privat og Dansk Firmaidrætsforbund vil styrke fællesskaber – også de digitale. Derfor indgår de et samarbejde om e-sportsaktiviteter for kolleger på danske arbejdspladser og studerende på landets uddannelser. De går sammen om Kollega-ligaen og Studie-ligaen, som fremover vil hedde HK Kollega-ligaen og HK Studie-ligaen. Begge ligaer er åbne for tilmelding netop nu.

Dansk Firmaidræt har igennem de sidste 4 år opbygget to årligt tilbagevendende e-sportsligaer for både nybegyndere og øvede i samarbejde med YouSee eSportligaen. Nu indgår HK Privat og Dansk Firmaidrætsforbund et usædvanligt samarbejde – et 3-årigt partnerskab, der skal tage e-sportsfællesskaberne for kolleger på danske arbejdspladser og studerende på landets uddannelsesinstitutioner til nye højder.

HK Kollega-ligaen er for alle, der dyrker sammenholdet og spilleglæden med kolleger og gerne vil spille det taktiske skydespil ’Counter-Strike: Global Offensive’mod hold fra andre arbejdspladser. Du kan tilmelde dig allerede nu. Her kan du spille med i flere turneringer helt frem til maj måned, hvor der også er slutspil og finaler – både i pokal- og bredderækken.

– Det er usædvanligt for en fagforening at gå ind i et samarbejde om gaming. Men e-sport er mere end bare gaming; det er fællesskab. HK står for og understøtter stærke fællesskaber – også de digitale. Og corona har vist os, at fællesskaber kan være stærke digitalt, siger Simon Tøgern, som er formand for HK Privat.

Han forklarer, at HK Privat med samarbejdet træder ind i et nyt og ungt univers og ser det som en måde at skabe relationer på. For flere tusinde danskere – overvejende unge mennesker – deltager hvert år i organiserede e-sportsbegivenheder. Og der er især sammenfald mellem de unge, der deltager, og de unge, der søger mod HK-uddannelser, fx markedsføringsøkonomer og multimediedesignere.

– Ud over ganske få lokale sponsorater har HK ikke i nyere tid indgået sponsorship-aftaler. Det her er nok et sponsorat, men vi vil bruge det til at skabe kontakt til potentielle medlemmer og relevante parter, fx studerende, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Succeskriteriet er, at samarbejdet kaster nye medlemmer af sig, siger Simon Tøgern.

Dansk Firmaidrætsforbund tror på, at HK vil sikre bredere ligaer

Merete Spangsberg Nielsen, som er direktør for Kollegamotion i Dansk Firmaidrætsforbund, glæder sig over samarbejdet med HK Privat.

– Igennem HK har vi fundet en stærk samarbejdspartner, som kan styrke den bredde, vi gerne vil have i alle vores ligaer og tilbud til kolleger og studerende. Vi kan nu sammen med HK sætte endnu mere fokus på e-sportens mulighed for at inkludere og styrke det aktive fællesskab på arbejdspladsen og studiet, siger direktøren.

Hun understreger, at samarbejdspartnerne begge deler visionen om at skabe mere sammenhold og gode positive oplevelser for nuværende og kommende medlemmer.

– Jeg ser særligt frem til igen at komme ud til turneringer og events og mærke energien og stemningen som opstår, når vi er sammen. Det skal vi sammen med HK lave endnu mere af, og mon ikke vi også ser nogle fælles arrangementer for studerende og kolleger?

I HK Studie-ligaen dyster elever og studerende i ’Counter-Strike: Global Offensive’ og ’League of Legends’. Ligaen kører allerede, men mere kommer til senere på året. Læs mere om ligaen her:

HK STUDIE-LIGAEN – EN LIGA FOR STUDERENDE – YouSee eSportligaen


Fakta:
HK Kollega-ligaen og HK Studie-ligaen er en del af YouSee eSportligaen, som Dansk Firmaidrætsforbund var medstifter af i 2017. YouSee eSportligaen drives af ”Foreningen bag eSportligaen”, som består af flere stærke aktører blandt andet DGI og Efterskoleforeningen. Samlet repræsenterer organisationerne mere end 2 millioner danskere. Ligaerne har siden stiftelsen været med til at skabe stærke fællesskaber, nye venskaber, styrket sammenhold og sjove oplevelser. Der er etik, kvalitet og ordentlighed på dagsordenen. Samarbejdspartnerne sætter en ære i at danne rammer om sjove og intense e-sportoplevelser for alle med fokus på den gode tone, fairplay, sundhed og rummelighed – og det er dette fællesskab, som HK nu bliver en del af.