Mesterskaberne i Sæson 4 kører online

7. April 2021

Tilbage i slutningen af Sæson 3 kom corona til Danmark, og landet blev lukket ned. På daværende tidspunkt var vi i gang med at planlægge vores mesterskaber, som skulle have været bygget op omkring et stort lan, med en masse fede turneringer og gode oplevelser.

Dette blev som bekendt ikke til noget. Vi måtte sadle om og afvikle mesterskaberne online. Dette blev til 3 dage med en masse kampe på Twitch, gode ekspert snakke i studiet og et kæmpe STAYHOME LAN – vores online lan, som var enormt populært med over 500 deltagere. I Sæson 4 vil modellen være noget lignende.

Vi er online igen i år

Både LM og DM vil begge blive afviklet online igen i år – dog med den forskel, at de to arrangementer vil strække sig over to weekender. Det betyder endnu flere dage med fede kampe og esport!

LIGA-MESTERKSKABERNE
Liga-mesterskaberne i alle vores ligaer afvikles lørdag og søndag d. 15-16. maj, hvor også STAYHOME LAN løber af stablen. Vi planlægger et super fedt TV show med gæster, sjov og ballade, samt visning af alle finale kampene. Finalerne bliver streamet af vores dygtige castere, og du kan følge med på vores Twitch kanaler begge dage.

Det endelige program for ligamesterskaberne kommer meget snart, men som tommelfinger regel så afvikles gruppespillene lørdag og finalerne søndag.

DANMARKSMESTERSKABET
DM i Fortnite og DM i CSGO (for amatører) afvikles fra onsdag d. 19. til lørdag d. 21. maj. Her skal de bedste hold i ligaen findes og kåres. Udover titel og YouSee eSportligaens mesterskabspokal, så kæmper holdene om kr. 75.000,- i CS:GO, kr. 20.000,- i Fortnite og kr. 4.000,- i Hearthstone. Hele mesterskabet vil blive sendt live fra vores DM studie, hvor størstedelen af alle kampene vil blive streamet og kommenteret af vores faste castere.

Programmet for DM forløber som følgende:

DM i Fortnite:
Lørdag d. 22. maj – Gruppespil og finaler

DM i CSGO (for amatører):
Onsdag d. 19. maj: Gruppespil (Gruppe A og B)
Torsdag d. 20. maj: Gruppespil (Gruppe C og D)
Fredag d. 21. maj: Kvartfinaler
Lørdag d. 22. maj: Semi- og finale.

DM i Hearthstone:
Søndag d. 23. maj: Finaler (Indledende runder TBA)

 

PRÆMIER FRA FOURZE

FOURZE er en dansk producent af gaming udstyr såsom keyboards, headsets, gamingstole og meget andet. De elsker gaming og esport, og ønsker det bedste for det danske esports community. Derfor har de valgt at sponsorere de fysiske præmier til Ligamesterskaberne.

Vi er meget glade for, at FOURZE er med på holdet som præmiesponsor for Sæson 4. Sammen vil vi gøre slutningen på Sæson 4 til noget særligt. Du kan se hvordan præmierne fordeles ved at klikke her.

Spil med hjemmefra

Selvom man ikke nødvendigvis har kvalificeret sig til mesterskaberne, så er der stadig masser af esport på menuen. Til vores STAYHOME LAN, som arrangeres i samarbejde med vores partnere; DGI, Efterskolerne, Firmaidrætten og Ungdomsringen. Her vil vi afvikle et online LAN, som vil have masser af turneringer, konkurrencer og hygge.

STAYHOME LAN var også på programmet sidste år, og det var meget populært. I år skruer vi endnu mere op for hyggen, så vi kan dyrke fællesskabet – hver for sig. Der vil løbende komme informationer ud om LM og DM, så hold godt øje med vores sociale medier, og hold dig opdateret.