FIFA rammer målet hos DGI

7. January 2021

I sæson 4 af YouSee eSportligaen kom FIFA med på programmet, efter at have været ude i en periode. Dette skyldes især nogle passionerede ildsjæle, som brænder for spillet, og ønsker at bygge et community op. De tog kontakt til os med et forslag om en foreningsliga for DGI hold, og da det at støtte op om danske esports initiativer er noget som er indbygget i vores DNA, valgte vi at støtte op om projektet.

Dette har ført til en DGI FIFA liga, hvor hold kan dyste mod hinanden. Vi har taget en snak med Brian Jensen, som er bestyrelsesformand for Odense FIFA Klub. Han er en af initiativtagerne og admin for vores FIFA aktiviteter. For ham er FIFA en spiltitel, som har udviklet sig meget igennem årene, og i dag byder på mange måder at spille på:

“Da jeg startede med at spille FIFA tilbage i 1997 var det et meget simpelt spil, det har løbende udviklet sig og nu er det efterhånden et meget komplekst spil der tilbyder mange løsninger på hver enkelt situation og som også betyder at du kan vinde på mange forskellige måder. FIFA har udviklet gameplayet rigtig meget de seneste år, det er visuelt blevet meget flottere at se på, hvilket jo også er med til at give en bedre spiloplevelse, men der er også sket rigtig mange ændringer i hvordan spillerne agere i forskellige situationer.” lyder det fra Brian, som også fortæller, at langt de fleste medlemmer i Odense FIFA Klub både har en interesse for spillet, men også traditionel fodbold. I det hele taget er det danske FIFA community sundt og tæt forbundet:

“Vi danskere har fra starten af har været med i verdenseliten, især en spiller som August “Agge” Rosenmeier har gjort et fremragende arbejde i forhold til at promovere FIFA med hans præstationer på den internationale scene, og det giver troen på at det godt kan lade sig gøre at blive rigtig god når en anden dansker klarer det godt. Jeg tror også, at det stærke fællesskab der er blandt danske FIFA spillere spiller en stor rolle. Folk som Kristoffer Smedstrup har gjort rigtig mange gode ting for danske FIFA spillere. Det er mit indtryk, at man altid har kunne få gode råd og sparring, uanset hvilket niveau man har været på.”

Netværk og fællesskab er vigtigt

Selvom FIFA kampe spilles af individuelle spillere, så er holdånd og det at have et team omkring sig vigtigt, ifølge Brian:

“Man kan på en måde sammenligne det med kampsport, du kan sagtens lære at slå nogle kombinationer på en sandsæk, men du bliver nødt til at kunne spare med nogle dygtige holdkammerater der kan udfordre dig hvis du skal blive rigtig god. Det er det samme i FIFA – du kan sagtens blive en god spiller af at sidde derhjemme og spille FUT Champions hver weekend, men du har brug for at komme ud og møde andre ligesindede, der kan udfordre dig. Der er også en verden til forskel fra at sidde online og spille en turnering, til at sidde over for sin modstander ansigt til ansigt, som er den måde mange professionelle turneringer afvikles.”

Fællesskabet kan findes i foreningerne

En esportforening kan være et naturlig sted at opbygge et godt sammenhold, uanset om det er skabt omkring FIFA eller andre titler. Dog er FIFA mere individ baseret end andre traditionelle esportstitler spil, som f.eks. CS:GO, hvor man spiller sammen på et hold. Det gør organiseringen af sammenholdet endnu mere vigtigt.

“Når man lærer hinanden at kende, så er sparringen uundværlig, du lærer utroligt meget af at snakke FIFA med andre, både i forhold til at du kan opdage muligheder du måske ikke selv havde set, men du lærer også mere om dig selv ved at hjælpe andre. Jeg kan helt klart anbefale, at man søger et netværk på den ene eller anden måde, det kan både være en reel klub som vores, hvor man kan komme til træning, deltage i turneringer osv. eller man kan blive en del af et online fælleskab. Begge dele vil hjælpe en med at blive bedre. Jeg tror klart på, at det, at kunne sidde sammen fysisk sammen er det mest effektive, det skaber nogle bedre relationer og dermed også et bedre læringsmiljø.” fortæller Brian, og kommer også ind på DGI FIFA ligaen:

“I Sæson 4 af YouSee eSportligaen kører vi en slags pilot sæson, hvor vi ser om der er stemning for at fortsætte med aktiviteterne, og jeg synes generelt at stemningen har været god. Deltagerne fra de forskellige foreninger har været rigtig flinke, og der har været et ganske højt niveau. Vi havde selv tilmeldt et hyggehold, hvilket vi har tænkt os at gøre igen, for der skal være plads til alle! Jeg håber også at andre vil tilmelde sig, så vi kan blive flere. Selvom man måske ikke tror at man kan vinde ligaen, så kan man stadig lære en masse og hvem ved, måske er man bedre end man tror”.

Spil med i DGI ligaen

Hvis du kunne tænke dig at spille FIFA i DGI-Ligaen, så er der lige nu åbent for tilmelding. Følg linket her, og opret dit hold i dag.