DM i Rocket League

9. September 2019

I sæson 3 af YouSee eSportligaen åbner vi op for en helt ny liga, som er dedikeret til Rocket League. Ligaen er åben for alle hold, i alle aldre. I YouSee eSportligaen er der fokus på niveauinddeling, og derfor er det muligt at dyste mod andre hold, hvis evner matcher ens egne. På den måde er YouSee eSportligaen for alle, som elsker Rocket League og som gerne vil dyste mod andre hold i en organiseret liga.

Til slut i sæsonen skal vi finde Danmarks bedste Rocket League-hold. De bedste hold i ligaen kommer til DM i maj 2020, hvor de skal dyste om pokalen og titlen som Danmarksmester.

Hver uge streames de bedste kampe fra ligaen på vores Twitch-kanal, så du kan følge med i ligaens udvikling.

HVEM KAN DELTAGE?

Alle har mulighed for at deltage! I YouSee eSportligaen har vi en vision om at skabe en god oplevelse for alle, som er vilde med gaming, og derfor er vores esportliga er opdelt i to hovedrækker:

  • Pokalrækken: Som er for alle de hold der vil kæmpe om pokalen og titlen som Danmarksmester.
  • Bredderækken:  Som er for alle de hold der spiller for sjovt, og hvor det handler om at spille imod andre på sit eget niveau. Bredderækken er opdelt i B, C og Begynderniveau.

Når I tilmelder jer ligaen, så kan I vælge hvilket niveau I gerne vil spille på, og hvis I kommer til at vælge forkert, så kan man skifte sit niveau igennem hele sæsonen.

HVAD GÅR DET HELE UD PÅ?

Rocket League ligaen kommer til at løbe fra oktober 2019 til maj 2020 og vil være delt op i et grundspil og et Danmarksmesterskab.

Grundspillet er inddelt i fem grupperunder som hver især består af tre kampuger (en kamp hver uge). To af grupperunderne afvikles i efteråret og de sidste tre runder i foråret med afslutning i april måned.
Når Grundspillet er afsluttet i april, vil sæsonen blive afrundet med et danmarksmesterskab i maj 2020, hvor de 4 bedste hold fra pokalrækken skal dyste om den prestigefyldte titel som Danmarksmester.

HVORDAN KVALIFICERER MAN SIG TIL DM?

Hvis man har ambitioner om at løfte pokalen i maj 2020, så skal man tilmelde sig Pokalrækken. Det er her man kan tilkæmpe sig nok ranglistepoint til at blive iblandt de fire bedste hold, som endeligt kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet.

Pokalrækken er opdelt i en 1. division og 2. division og i hver division vil der (afhængigt af antallet af deltagende hold), være X antal grupper i hver division. Når en grupperunde starter vil holdene blive placeret ud i grupper med 4 hold. Herefter følger 3 kampuger, hvor man spiller alle imod alle i sin gruppe.

Når grupperunden er slut, så vil holdene være placeret 1, 2, 3 og 4. i gruppen på baggrund af deres resultater. Herefter får holdene tildelt ranglistepoint og der vil være op- og nedrykning imellem 1. og 2. division (Læs venligst reglerne vedr. op- og nedrykning, punkt 2.2 i de generelle regler).

Ranglistepoint?
Efter hver grupperunde tildeles holdene i pokalrækken point ud fra deres endelige placering i grupperne.

1. Div
1. Plads: 25 point
2. Plads: 18 point
3. Plads: 15 point
4. Plads: 12 point

2. Div:
1. Plads: 9 point
2. Plads: 6 point
3. Plads: 4 point
4. Plads: 2 point
5. Plads: 1 point

Når alle sæsonens 5 grupperunde er slut, så inviteres top 4 holdene på ranglisten til Danmarksmesterskabet. Det betyder, at deltager man i alle fem grupperunder kan man maksimalt få 125 point, og minimum 5 point.

 

KRAV FOR DELTAGELSE

Alle deltagere i eSportligaen skal have en spillerlicens. En spillerlicens gælder for hele sæsonen og du kan dyste i flere spil på samme licens. En spillerlicens koster 100 kr. pr. sæson.

Dertil skal have have en holdlicens til at dyste i Rocket League ligaen. Den koster 250,- pr. hold.

Finaler til maj

Finalerne afholdes i maj, og det er her vi skal finde danmarksmestrene i Rocket League. Hos YouSee eSportligaen er vi meget glade for at kunne løfte sløret for denne nye liga, som med garanti vil byde på intense kampe og fantastiske oplevelser. Så hvis du kunne tænke dig at være den, som løfter trofæet til DM i Rocket League, så er tilmeldingen åben!

Har du spørgsmål vedr. tilmelding, betaling eller lign. så kan du kontakte os på Facebook eller på support@esportligaen.dk. Læs også vores regler for Rocket League-ligaen.