Ændringer og opdateringer i Sæson 5

18. August 2021

Vi åbner for tilmelding til Sæson 5 d. 1. september, og vi glæder os rigtig meget til at komme igang igen. Men inden da kommer vi her med et overblik over nye tilføjelser og ændringer i ligaen.

Opdateringer til niveausystemet

Vi har lavet nogle mindre justeringer til niveauinddelingen i CS:GO. Det betyder at ALLE spillere skal registrere deres niveau ved tilmelding.

ny struktur for pokalrækken

I Sæson 5 vil pokalrækken få samme struktur som bredderækken. Det betyder, at pokalholdene fremover vil have mulighed for at deltage i tre forskellige turneringer i løbet af sæsonen; en efterårs-, vinter og forårsturnering.

Hver turnering indebærer 5 ugers gruppespil, og op til 2 ugers slutspil. Der vil stadig være et mesterskab til sidst i sæsonen, og man indsamler point til kvalifikationen ved at vinde kampe i de tre turneringer. Pointsystem udspecificeres i reglerne ved turneringsstart.

Det betyder, at ingen hold automatisk føres over i næste turnering. Alle hold skal manuelt melde sig til hver turnering for at være sikret en plads.

Fortnite format skifter til Battle Royale Duo

Tidligere har vi spillet “kill race” eller “kill game” i Fortnite. Fremover bliver formatet ændret til Battle Royale Duo – dette vil være gældende for både pokalrækken og bredderækken. Alle hold som spiller Fortnite vil i tiden omkring kampstart modtage en kode på Discord, som de skal bruge til at loade ind i vores game. Der vil være 6 kampdage i én turnering, og der spilles 4 maps pr kampdag. Såfremt der er et ønske om det blandt holdene i ligaen, kan et trio format testes i en af vores cups – hvis der er nok tilmeldte hold.

Ung-Ligaen får ny breddestruktur

I Sæson 5 vil bredderækken i Ung-Ligaen se helt anderledes ud for både Fortnite og CS:GO. Fremover vil vi fokusere mere på at tilbyde nogle aktiviteter, som ikke er så meget bundet op i et ligaformat, men nærmere noget man som ungdomsskole eller ungdomsklub kan deltage i, hvis man har lyst på selve spilledagen. En institution kan købe en eller flere holdpladser i Ung-ligaens bredderække, og hvert hold består af to eller fem spillere. På selve spilledagen melder man ind, hvor mange hold man så stiller med – man er garanteret de antal pladser man har betalt for, men hvis der er plads på serveren, kan man spille med potentielt spille med et ekstra hold. Ingen krav om registrering af spillere, så alle kan være med.

Pokalrækken i Ung-Ligaen fortsætter som den plejer.

Cups bliver gratis

I Sæson 5 vil vi have en gratis jule cup, og en gratis sommer cup. Vi planlægger at lave cups i CS:GO og Fortnite, såfremt der er nok tilmeldte hold.

Andre opdateringer

Der vil i øvrigt komme løbende opdateringer undervejs i sæsonen. Disse vil vi informere om, når de er tilgængelige.